Opdatering den 25. november

Crowdfundingen er nået i mål. Vi har fået samlet de penge ind, som vi skal bruge til et nyt gulv!
Frem til og med 30. november har du stadigvæk mulighed for at deltage i crowdfundingen, hvis du ønsker det.
Tusind tak til alle, der har støttet os. I januar måned får vi lagt et flot nyt vinylgulv i pubben og et epoxygulv i bryggeriet.

Baggrund

Fredericia Brewpub kan snart fejre 3-års jubilæum. Det har været en helt utrolig start med stor opbakning fra crowdfundere, gæster og frivillige hjælpere. Vi bliver dagligt mindet om, at vi har åbnet et unikt øl mekka i Fredericia (ja endda i hele Danmark). Vi er ydmyge og stolte!

Vi overtog kontorlokalerne i Gothersgade 51 og der skulle gøres meget, før stedet lignede en Brewpub. Vi investerede en del tid og penge, og vi var tvunget til at udskyde nogle af investeringerne til senere. En del har vi klaret løbende, men en af de største projekter har vi ventet med. Gulvet i Brewpubben blev lavet nødtørftigt, men det er helt “balret”, som Frank fra Jysk Service fortalte os mange gange, før vi åbnede. Nu kan vi ikke trække det meget længere. Der er sprækker i gulvet en del steder og i bryggeriet er gulvet hårdt medtaget på grund af brugen af kemikalier fra rengøring af brygudstyret.

Økonomien bag nye gulve

Det er en bekostelig affære at få lagt nyt gulv. Den samlede pris løber op i næsten 200.000 kr. Så mange penge er det slet ikke muligt for os at spare sammen på kort sigt. Derfor vælger vi at lave en ny runde crowdfunding. Vi har en del gæster, der var kede af, at de ikke nåede med i den første runde crowdfunding. De – og alle andre - får chancen nu!

Vi har indhentet tilbud på de nye gulve og afhængig af, hvor meget vi får ind på crowdfundingen, prioriteres de 3 områder således:

1. Bryggeriet (pris: 47.800 kr.)
Linoleumsgulvet skal fjernes og gulvet skal spartles og males med epoxy, så vi kan gøre brygudstyret rent, uden at være bange for at spilde vand på gulvet.

2. Brewpubben (pris: 117.000 kr.)
Linoleumsgulvet skal fjernes og der lægges et vinylgulv i stedet. Ifølge BT-Gulve er det et mere robust gulv.

3. Kælderen (pris ca. 30.000 kr.)
Gulvet skal have et lag epoxy, så det ikke er så let modtagelig for ølslatter o.l.

Ny crowdfunding runde

I håb om at rejse kapital til de nye gulve, opretter vi en ny crowdfunding runde.
Du kan købe crowdfundingsbeviser til 500 kr. eller 1.000 kr.

Hvad får du ud af at købe et bevis?

Hvis du køber et crowdfundingsbevis til 500 kr., inviteres du til en festlig aften med alt betalt (i foråret 2023).

Hvis du køber et crowdfundingsbevis til 1.000 kr., inviteres du også til en festlig aften med alt betalt (i foråret 2023).
Derudover kan du frit vælge en gratis fadøl hver måned i 3 år (fra indbetalingstidspunktet og til udgangen af 2025).
I løbet af 2023 vil du få en specialbrygget øl, der kun produceres til dem, der har deltaget i crowdfundingen.

Vi håber, at vi kan samle pengene ind i løbet af efteråret, så arbejdet kan udføres i starten af 2023.

Crowdfundingsbeviset udstedes med et navn og en mailadresse. Beviset kan ikke overdrages til andre.

Hvordan får du fingre i et crowdfundingsbevis?

Køb beviset direkte i Brewpubben. Vi noterer dit navn og mailadresse.
Det er også muligt at købe beviset via Mobilepay. Indbetal beløbet til nr. 42 48 88 (Fredericia Brewpub).
Husk at skrive navn og mailadresse i tekstfeltet (navn og mailadresse kan også sendes via SMS til nr. 21 45 52 27 samtidig med indbetalingen).
Beviset sendes til dig via mail.

Skal beviset sendes til en alternativ mailadresse end den, der skal stå på beviset (f.eks. i forbindelse med en gave), så send en SMS med den alternative mailadresse.

Crowdfundingen lukker den 30. november 2022.

Tusind tak for din opbakning.