Historien om Fredericia Brewpub / 2024
Indholdsfortegnelse
Januar 2024
Februar 2024
Marts 2024
April 2024
Maj 2024
Juni 2024
Juli 2024
August 2024
September 2024
Oktober 2024
November 2024
December 2024
Januar 2024
I december måned er der typisk meget travlt – både i hverdagene og i weekenden. Brewpubben plejer også at holde åbent på advents søndagene men der kommer typisk ikke mange gæster, så i år havde Brewpubben valgt at holde lukket søndag i december.
På grund af juletravlheden blev der kun afholdt et par arrangementer, nemlig en jule-version af Pub Quiz og Strik & Drik. Begge arrangementer var yderst velbesøgte. Vores quiz master Bente har efterhånden et stort og trofast publikum, så hun har svært ved at råbe alle op med det lille højttaler anlæg, hun har til rådighed. Så årets julegave til Brewpubben (fra Brewpubben) var et nyt anlæg med mikrofon og højttaler, så vi kan råbe alle op J
Allerede den 2. januar var Bente atter på pinden med Pub Quiz.
De første par uger var mere stille på Brewpubben i starten af året – ganske som det plejer at være. Der var håndbold i fjernsynet og dårligt vejr, så mange valgte at blive hjemme.
Ny fadølskøler
I kælderen står en stor fadølskøler med næsten en m3 iskoldt vand, der køler øllet ned på vej op til fadølshanerne. Fadølsanlægget blev købt på auktion, da tapas restauranten Perhaps lukkede i 2019 og ingen anede, hvor gammel anlægget rent faktisk var. I november og december måned begyndte det at svigte. Et par gange holdt anlægget op med at køle og øllet var 16 grader, da vi skulle åbne. Vi fik heldigvis startet anlægget igen med stor hjælp fra Lasse og Lars. Efter en god time, var øllene kolde igen.
I december var den gal igen. Nu var kølevandet imidlertid minus 28 grader, dvs. en stor isblok. En varmeblæser og kogende vand gennem en af ølslangerne tøede hurtigt kølevandet op, så de frosne ølslanger kunne begynde at virke igen. Ved den lejlighed fandt vi ud af, at det var en pumpe i køleren, der var defekt. Heldigvis fik Lars installeret en lille pumpe fra bryggeriet, så tingene kørte igen. Ved den lejlighed konstaterede vi, at fadølskøleren var fra 2013 - måske det år, som Perhaps åbnede?
Da fadølskøleren frøs til, havde vi allerede bestilt en ny fadølskøler. Det er jo hjertet i en Brewpub og vi turde ikke køre videre med en ustabil køler. I lørdags slukkede vi derfor den gamle fadølskøler, der blev afmonteret i søndags. Mandag morgen mødte Anders fra Premium Beer op med en ny køler, som blev installeret i løbet af et par timer. Så nu tror vi på, at vi kan serverer kolde fadøl de næste 10-15 år uden driftsproblemer.
Hjælpermøde
21. januar inviterede Brewpubben alle hjælperne til evalueringsmøde og nytårskur. De frivillige hjælpere fik mulighed for at gå rundt til forskellige stande og kommentere på forskellige emner som f.eks. handlede om de opgaver, man har som hjælper.
Der kom rigtig mange gode input fra evalueringen og mange af de foreslåede ting vil blive implementeret i en eller anden grad i den kommende tid.
Der bliver bl.a. lavet en kort ”uddannelse” til alle nye hjælpere, så de bliver klædt ensartet på til opgaverne. Der bliver også lavet en form for opslagsbog til hjælperne, så de kan finde svar på mange af de spørgsmål, der dukker op på vagterne.
Marie er blevet ansat på Brewpubben
Da Brewpubben startede, var aftalen, at Alex blev ansat som eneste medarbejder – til en løn, der svarer til dagpengesatsen. Med tiden er omsætningen vokset, så det også har været muligt, at få tilbagebetalt en del af de penge, som Dorthe og Alex skød ind i Brewpubben. Dorthes tilgodehavende blev helt afviklet i december måned.
Marie og Alex har bestemt, at den sidste del af deres tilgodehavende bliver ”frosset” og i stedet ansættes Marie med samme løn som Alex. Så nu har Brewpubben 2 fuldtidsansatte. Derudover er 3 medarbejdere ansat på timeløns basis (Birgit, Lars & Lasse).
Irsk aften med Claus Hebor
Onsdag den 24. januar havde Brewpubben besøg af Claus Hebor, der må siges at være Danmarks største Irlands ekspert. Claus holdt et spændende foredrag om Irland og et folkefærd, der på mange måder minder om Danmark – og danskerne. Claus’ tese er, at vi danskere kan lære meget af irerne, hvilket han gav flere eksempler på.
I løbet af aftenen blev der serveret forskellige smagsprøver fra det irske bryggeri Kinnegar Brewing, som Brewpubben selv har importeret. Claus havde også medbragt smagsprøver på whiskey fra et mindre lokalt destilleri.
Februar 2024
Forårsfest med Forloren Hare og Ole Gas lørdag den 17. februar
Det er svært at blive ved med at drysse roser ud over de 3 arrangører af forårs- og efterårsfesterne, Jan, Kurt & Jens. De har et koncept, som har rigtig godt fat i Brewpubbens gæster. Denne gang tog det kun ca. 7 timer at melde udsolgt.
De 3 herrer mødte op et par timer før festen, flyttede borde og riggede til, så alt var klart, når gæsterne mødte ind. I år bestod maden af forloren hare og alt godt tilbehør dertil. Selv om alle gæster gjorde, hvad de kunne, var der meget mad til overs, så der blev spist rester i flere dage efter…
Under maden dukkede aftenens musikalske hovedperson op i skikkelse af Ole Gas. Ved første øjekast lignede Ole sit forbillede Kim Larsen utrolig meget og man skal være en stor kender af Kim, for at se forskellene. OK, Kim Larsens store flab kunne Ole ikke fremvise, men han havde gjort meget ud af at ligne. Musikalsk var der ikke meget at sætte en finger på. Ole spillede 2 sæt af ca. 45 minutter med både Kim Larsen og Gasolin’ musik. Det var super godt og efterhånden som aftenen skred frem, dukkede der også folk op på dansegulvet.
Pludselig var det hele overstået. Kim… øeh… Ole Gas kunne godt have spillet et sæt mere uden nogen ville have brokket sig over det. Men sådan går det, når man har en god aften og snart skulle de 3 arrangører i gang med oprydning, godt hjulpet på vej af nogle af de gæster, der blev hængende.
Og hængende – det blev nogle. De sidste gæster forlod Brewpubben kl. 2:30, så mon ikke der var en del trætte hoveder dagen efter… Tak til jer 3, for endnu en gang at have banket en god fest op!
Foredrag og ølsmagning med Henrik Kirkegaard fra OnePint torsdag den 22. februar
Henrik Kirkegaard fra OnePint lagde vejen forbi Fredericia Brewpub, for at fortælle om hans arbejde med specialøllet. Henrik grundlagde OnePint i 2003 og virksomheden er i dag den største uafhængige importør af specialøl. OnePint har også etableret sig i Tyskland, Slovenien og Portugal.
OnePint leverer øl til både supermarkedskæder, restauranter og udskænkningssteder.
Henriks hjerte banker (lige som vores) for de engelske øltyper og det var derfor naturligt, at Henriks historie blev ledsaget af gode øl fra Storbritanien.
Alex kunne undervejs fortælle, at en af de øl, som Henrik importerer, er Old Peculier fra det nordengelske bryggeri Theakston. Netop denne øl var årsag til, at Alex i sin tid begyndte at interessere sig for ølbrygning. Ved dagens smagning blev Old Peculier præsenteret på dåse sammen med Brewpubbens egen håndpumpede version. Som rosinen i pølseenden havde Henrik medbragt en Fullers Vintage fra 2009, som fik klokkerne til at ringe hos nogle af gæsterne. Andre synes, at den var blevet for gammel.
Imperial Day lørdag den 24. februar
Bryggeriet Het Ankers øl nydes af mange på Fredericia Brewpub. Og den 24. februar er en festdag, når man er til Het Anker. Netop denne dag brygges årets Imperial Dark, bryggeriets kejserøl - på 11 %. For 2. gang inviterede Brewpubben på Imperial Day, hvor gæsterne kunne smage Imperial Dark og Imperial Blond på fad. Det var også muligt at få et smagebræt med 2 forskellige årgange af Imperial Dark sammen med Imperial Blond. Det tilbud var igen i år vældig populær og mange lagde vejen forbi, for at fejre Imperial Day.
Marts 2024
Vi har ansat Benjamin
I har sikkert mødt Benjamin Vinther i baren.
Benjamin har været i praktik i flere perioder og vi har valgt at ansætte ham, så han hjælper Birgit i baren hver tirsdag.
Det giver Marie og Alex en mulighed for at holde lidt længere weekend, hvis der ikke er noget i Brewpubbens kalender om tirsdagen.
Velkommen til Benjamin.
Nye øl bestilt hos Kolding Gårdbryggeri
Brewpubbens bryganlæg har svært ved at følge med, så vi har fået brygget øl ude i byen det sidste år. Det betyder, at vores Golden Ale har været mere permanent på hanerne – til glæde for mange af vores gæster. Vi har p.t. 3 forskellige øl på ordrelisten hos Kolding Gårdbryggeri:
- Lakrids stout (opskrift: Randi & Gert Jeilsø)
- Schwarzbier (opskrift: Lene & Peter Lorentsen)
- Golden Ale (Brewpubbens egen opskrift)
Øl, Kaffe & Kage (9. marts)
Lørdag den 9. marts var der udsolgt, da Fredericia Kafferisteri, konditor Kacho og Brewpubben inviterede til Øl, Kaffe & Kage.
85 forventningsfulde gæster mødte op til et spændende arrangement. Vi måtte dog undvære konditoren Kristian, der var blevet inviteret til samtale i Kongehuset, hvilket resulterede i en aftale for Kristian om at hjælpe på Amalienborg, når der er selskaber dér (det må vi alle godt være lidt stolte over på Kristians vegne).
Kristian havde bagt hele natten, for at sørge for brød og kager til arrangementet og på vej i toget til København, ringede han hjem til konen, for at diktere, hvad der skulle fortælles under serveringen.
Dorthe Brejndahl fortalte om kafferisteriet og gæsterne lærte lidt om de forskellige kaffebønner og hvordan man brygger en god kop kaffe.
Undervejs blev der serveret forskellige spændende øl til brød og kager, suppleret med et par af Dorthes gode kopper kaffe.
Generalforsamling i Fredericia Brewpub’s Venner (11. marts)
Referatet fra generalforsamlingen:
-
Valg af dirigent og referent.
Rudy Hvilsted og Lise Rasmussen -
Valg af stemmetællere.
Der vælges kun stemmetællere, hvis det bliver aktuelt. -
Formandens beretning.
Siden den sidste generalforsamling den 13. marts 2023, har bestyrelsen holdt 6 møder. Spise-sammen aften er en stor succes, som er blevet afholdt 9 gange siden marts i fjor. Den 1. onsdag i måneden mødes flere håndbryggere og udveksler erfaring og opskrifter, og der er blevet dannet et bryglau efter en stiftende generalforsamling 3. maj 2023. Den 1. tirsdag i måneden kan man komme og hygge sig med rengøring og vedligeholdelse i pubben fra kl.09.30. Om aftenen er der pubquiz med Bente Jochumsen som quiz master.
Den 2. september blev Øllets Dag også markeret her i Pubben i det fineste vejr, både ude og inde. Pubben havde selv 2 øl med.
Den 28. oktober fejrede vi Pubbens 4 års fødselsdag med personer, der havde indbetalt til crowdfunding ifm. Pubbens etablering.
Der har været flere musikalske arrangementer med bl.a. besøg af duoen ”Travelling Blind” med Monika og Nikolaj, og en ”John Mogensen aften”. Begge arrangementer var med spisning, og humøret var højt.
Virkelige fornøjelige aftner, som blev arrangeret af nogle af vennerne Jan, Jens og Kurt.
Lørdag den 1. april inviterede Brewpubs venner på udflugt til først Jelling Bryggeri og derefter Jelling Bryghus.
Lørdag den 4. november 2023 holdt Brewpubs venner julefrokost.
Den 21. januar inviterede Brewpub alle hjælpere til evalueringsmøde og nytårskur. Et fantastisk arrangement.
Pubben har mange arrangementer.
I juni var der besøg af hele cykelholdet fra Tour de Bier.
I oktober blev der afholdt ”Lyserød lørdag”.
Der bliver også afholdt smagninger med både øl, whisky, tequila og andet, hvor venneklubben ikke er involveret.
Ligeledes er der i efteråret startet et nyt arrangement i Brewpub ”Strik og drik”. Det finder sted den sidste mandag i hver måned.
Alle angementerne bliver offentliggjort på tavlen i baren, og Alex skriver om dem i nyhedsbrevene, som bliver sendt til medlemmerne.
Danske Ølentusiasters Fredericia afdeling holder deres møder og smagninger her i Pubben.
Det er muligt at låne Maries stue, således er der nogle foreninger der holder deres møder der.
Der er også enkeltpersoner der holder fødselsdag, polterabend og andre arrangementer.
Der har også været flere komsammen efter begravelser. Flere gange har nogle fra venneklubben været med til at hjælpe.
Jeg vil slutte med at sige tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og hyggelige møder.
Ligeledes vil jeg sige tak på bestyrelsens vegne for et godt samarbejde med Brewpub.
Beretningen blev godkendt. -
Fremlæggelse og godkendelse af regnskabet.
Regnskab og budget blev godkendt.
Det oplyses at det aktuelle medlemstal er på 171 medlemmer. -
Fastsættelse af kontingent.
Kontingentet fortsætter uændret på 150 kr. årligt. -
Indkomne forslag
Ingen indkomne forslag -
Valg af bestyrelsen
Birte, Lise og Linda blev alle genvalgt. -
Valg af bilagskontrollant og suppleant for denne
Henning og Carsten blev genvalgt. -
Eventuelt.
Brewpubben og Venneforeningen roses for sit arbejde.
Generalforsamling i Fredericia Brewpub’s Bryglaug (13. marts)
Brewpubbens Bryglaug blev etableret i maj måned 2023 med det formål at hjælpe til med at brygge det lokale øl. Allerede ved starten blev 30 lokale håndbryggere meldt ind i Bryglauget. Den 13. Marts kunne foreningen afholde sin første ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen, der blev genvalgt på generalforsamlingen, kunne konstatere, at det har været et godt første år i Bryglauget. Med et stort engagement var Bryglauget kommet godt i gang og der har været mange bryggere på besøg. Der brygges typisk 3 ud af 4 lørdage i en måned.
Medlemmerne diskuterede bl.a. navngivning af de lokale øl. Vi besluttede at give øllene navne, så de knytter sig til lokalområdet. Det kan f.eks. være historisk relaterede navne eller lokale stednavne. Bryglauget ønskede også, at Brewpubbens egne øl skal være tydeligt markeret på tavlen i baren.
April 2024
Nyt lys i Brewpubben
Lyset over bordene i Brewpubben er en kilde til gode diskussioner og vi må erkende, at selv om vi er glade for vores lamper, så er det svært at finde pærer, der passer til. De nuværende pærer har fået monteret sort tape, for at dæmpe skæret en smule. Vi har købt adskillige pærer i forsøget på at finde en alternativ lyskilde og vi er ikke nået helt i mål endnu.
Vi er dog blevet hjulpet på vej af, at glasset under lamperne efterhånden går i stykker og da lamperne ikke produceres mere, kan vi ikke få glasset erstattet. Så nu er vores søgen efter pærer blevet afgrænset af, at det skal være pærer med stort glas… I øjeblikket hænger der en prototype af disse pærer over det store hvide bord. De har ikke et godt lys men når de bliver dæmpet, ser de bedre ud, så måske ender det med, at vi køber dem ind til alle lamperne.
GoDream gavekort kan bruges i Brewpubben
Brewpubben har indgået et samarbejde med GoDream, der sælger gavekort til alle mulige oplevelser (f.eks. weekendophold, middage og biografbesøg). Gavekortene kan bl.a. købes hos Bog & Ide i Gothersgade. Brewpubben er blevet et af de steder, hvor man kan bruge GoDream til en ølsmagning. Det har betydet, at vi allerede har haft en del kunder, der kommer fra hele landet, for at indløse deres gavekort.
Betal arrangementerne med Mobilepay
Vores arrangementer er heldigvis populære og vi forsøger at lave tilmeldingslister til hvert arrangement. Det er et stort arbejde at holde disse lister ajour og vi forsøger derfor at strømline tilmeldingen. Vi er i øjeblikket ved at teste en alternativ tilmeldingsmetode hos Mobilepay. Så når du skal tilmelde dig det kommende spis sammen arrangement (29. maj), så skal pengene indbetales til et andet Mobilepay nummer end Brewpubbens normale. Hvis vores forsøg falder heldigt ud, vil vi bede alle om at tilmelde sig arrangementerne via Mobilepay.
Mød Brewpubben til marked i Erritsø 25. maj
Brewpubben har ikke haft kapacitet til at tage ud og holde ølsmagninger eller servere øl til markeder og ølfestivaler. Vi vil fortsat vurdere hver enkelt forespørgsel men vi prioriterer at deltage i lokale arrangementer og smagninger. Du kan bl.a. møde Brewpubben på marked på Erritsø Butikstorv den 25. maj, kl. 10-13.
Oktoberfest i Gothersgade Syd
Gennem foråret har vi holdt en del møder og planlagt en oktoberfest i Gothersgade Syd. Nu er arrangementet en realitet og billetsalget vil blive skudt i gang, så snart teknikken er på plads.
Okoberfesten afvikles lørdag den 28. september i samarbejde med Mair’s og Urbania Street Food.
Der bliver afviklet en middagssession (kl. 11-16) og en aftensession (kl. 17-22). Til hver session serveres helstegt pattegris og selvfølgelig ægte oktoberfest øl fra München i mass (1 liters) krus.
Det hele bliver krydret med både tyrolerband, DJ og toastmaster. Vi glæder os vildt og håber, at alle billetterne bliver revet væk.
Kommende øl fra Bryglauget
Som noget nyt vil vi prøve at holde jer opdateret om, hvad der bliver brygget på Brewpubbens eget bryganlæg. Så kan I begynde at glæde jer til at smage øllene!
-
Batch 115: Brovad kølsch, brygget af Randi & Gert (Det Umage Par). Tappet 1. maj
Brovad Kølsch har vi haft på hanerne flere gange før. En dejlig frisk og let, lys øl. Kölsch stammer fra Køln, hvor øllet typisk serveres i 20 cl. cylinderglas. Tjeneren kommer helt automatisk med et nyt glas kölsch, når glasset er ved at være tomt (det kommer ikke til at foregå sådan på Brewpubben) -
Batch 116: Officer Peter Buhls gose, brygget af Lene & Peter Lorentsen. Tappes 8. maj
Gose stammer fra Goslar i Harzen. Gose er en meget let syrlig og lidt saltet, lys øl med en del hvedemalt tilsat. Det bliver et sikkert hit til sommeren. -
Batch 117: Amarillo NEIPA, brygget af Peter Møller, Randi & Gert. Tappet 2. maj og sættes på hanerne med det samme.
NEIPA er en frisk og humlet øl, der skal nydes mens den er frisk. En stor del af humlen er tilsat, mens øllet gærer – og altså efter selve brygprocessen. Derved trækkes aroma og smagsstoffer ud af humlen frem for bitterhed. -
Batch 118: En Quadrupel på 11-12%, brygges af Benny & Leif den 7./8. maj.
Øllet skal, efter gæringen er færdig, fyldes på det store Fary Lochan whiskyfad, der står i bryggeriet. Fadet indeholder i dag: -
Batch 92: Anastasia imperial stout, lagret i ca. 240 dage på fadet.
Dette øl flyttes over på gærtanke, for at få tilsat kulsyre, før det skal tappes i løbet af de næste uger. Vi er meget spændte på at smage resultatet!
Fredericia Brewpub’s Venner på bustur lørdag den 6. april
Lørdag den 6. april var Venneforeningen på forårsudflugt med øl som tema. Det er næsten blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, og denne gang var vi ca. 35, der skulle med bussen om morgenen.
Som altid var der højt humør fra starten og Alex havde sponsoreret øl til turen.
Første stop på turen var bryggeriet BLAS i Randbøldal. Ireren Graham og hans kone har indrettet et meget fint bryggeri i det gamle Randbøldal mejeri. Vi fik en god orientering og smagte flere rigtig velsmagende øl. Specielt deres Imperial Stout var super god.
Derfra kørte vi til Kolding Gårdbryggeri. En gammel ryttergård beliggende i Jordrup og som før i tiden har hørt under Koldinghus. Vi startede med en lille rundvisning på gården og fik lidt interessant historie om gården. Vejret var med os, så vi kunne sidde udenfor til den efterfølgende ølsmagning (gode øl) og samtidig få spist vores medbragte frokost i form af gode sandwich.
Sidste stop på turen var et besøg hos Beershoppen i Kolding by.
Det er en mindre butik, hvor der kun er lidt plads indenfor til ølsmagninger og en lille gårdhave.
Halvdelen smagte først øl der. Den anden halvdel var samtidig på You’ll Never Walk Alone, som ligger lige overfor.
Efter smagningen byttede holdene med hinanden.
Derefter gik turen hjem og de fleste af os sluttede af på Brewpubben. Det var igen en dejlig tur, hvor snakken gik lystigt og stemningen steg i takt med indtaget.
DM i Øl blindsmagning lørdag den 6. april
DM i Blindsmagning blev afholdt på Fredericia Brewpub, hvor Danske Ølentusiasters lokalafdelinger fra hele landet konkurrerede om at vinde titlen som Danmarksmester i blindsmagning for hold 2024.
I løbet af dagen skulle der smages på i alt 13 øl i 13 kategorier, hvor holdene skulle gætte den korrekte øl ud af 3 mulige.
Øllene kom anonyme ind i kander, hvorefter holdene havde 10 minutter til at vurdere, og sætte deres kryds ud, for den, de mente var den rigtige, før næste øl i konkurrencen blev leveret ved bordene.
Fredericias ene hold, bestående af Dorthe Brejndahl, Kuno Rasmussen og Anders Ousen vandt i suveræn stil med 10 rigtige ud af de 13.
Efter en omsmagning om 2. og 3. pladsen trak Fredericias andet hold (Carsten Iver Henriksen, Danny Brockhoff og Søren Pedersen) det længste strå.
Singlefest lørdag den 13. april
45 kvinder og 21 mænd tog imod invitationen til en singlefest i april. Susan Herlufsen havde født ideen og selv om det ikke lykkedes at få lige mange af begge køn, så havde størstedelen af deltagerne en fin aften. Der blev disket op med tapas fade og snakken gik snart livligt. Efter maden blev der spillet op til dans. Vores lokale Palle DJ fyrede op under vinylpladerne og et formidabelt godt anlæg med musik fra 70’erne og 80’erne. Nu var det jo en single fest, men der forlyder ikke noget, om der var nogen, der fandt hinanden i løbet af aftenen eller om det blot blev en festlig aften.
Maj 2024
Lettere betaling til faste arrangementer i Brewpubben
Det er efterhånden en tidskrævende opgave at holde styr på tilmeldingerne til de forskellige arrangementer i Brewpubben. Nu forsøger vi at gøre tilmeldingen lettere – både for dig og for os.
Vi har oprettet forskellige Mobilepay numre, som du skal bruge, når du tilmelder dig arrangementerne.
Der er ikke noget, der vokser ind i himlen og denne løsning har også nogle begrænsninger. Vi kan kun håndtere en dato under hver Mobilepay nummer. Det betyder, at du kun kan tilmelde dig det førstkommende arrangement. Det er dermed ikke muligt f.eks. at tilmelde sig spis sammen 3 måneder frem, hvis du skulle ønske det.
Det er meget let at tilmelde sig arrangementerne. Fremover vil der under ”Kommende arrangementer” være QR-koder, som du kan scanne fra din Mobilepay app på telefonen. Så kommer du direkte ind til arrangementet og skal kun fortælle, hvor mange pladser, du ønsker at købe til arrangementet. Husk, at hvis du køber flere billetter til et arrangement, så står alle de tilmeldte i dit navn på deltagerlisten.
Kommende øl fra Bryglauget
Batch 119: Single Malt / SMaSH, brygget 18. maj
En SMaSH øl er brygget med kun en type malt (deraf også navnet Single Malt) og en type humle.
I dette tilfælde er brugt engelsk Maris Otter malt og Fuggle humle.
Brygget af Birte Kümmel og Det Umage Par.
Besøg fra Tjekkiske ølentusiaster tirsdag den 7. maj
Den første tirsdag i maj måned var kalenderen som sædvanlig fyldt med Vedligeholdelsesdag, Nål & Skål og Pub Quiz. Et hold tjekkiske ølentusiaster havde også meldt deres ankomst og pludselig myldrede en busfuld glade mennesker ind i pubben. Tjekkerne havde bl.a. været på besøg hos Bøgedal, så humøret fejlede ikke noget. Der var arrangeret en ølsmagning, hvor Alex fortalte om stedet og øllene – på engelsk. Formanden for det tjekkiske selskab oversatte til tjekkisk med et let humoristisk anslag. Det var et yderst festligt besøg på Brewpubben men der var mange Pub Quiz gæster, der blev glade, da tjekkerne pludselig rømmede deres pladser, for at få taget et gruppebillede udenfor – og for at drage videre til Odense og København. Så blev der også plads til at afvikle Pub Quiz…
Frokost med visesang lørdag den 11. maj
63 gæster havde tilmeldt sig en kombineret lørdagsfrokost og visesang. Marie diskede op med lækkert brød og pålæg. Visens Venner fra Vejle underholdt med forskellige viser. Der blev også delt sanghæfter rundt, så gæsterne kunne synge med på nogle af sangene. Det var et lidt anderledes arrangement på Brewpubben men en del af gæsterne gav udtryk for, at arrangementet gerne må gentages.
Røverhistorier med Tom Skovgaard onsdag den 15. maj
Tom Skovgaard havde lokket 80 gæster til sit foredrag med historier fra en lang karriere som politimand i bl.a. København og Vejle. Tom havde mange historier i ærmet og mange af dem havde en pointe, som man kunne tage med sig. Selve foredraget var tilrettelagt på en utraditionel måde. En hat gik rundt med ”bankonumre”. Gæsterne råbte på skift et nummer op – og så kiggede Tom i sin mappe med historier. Så vi kom lidt frem og tilbage i Toms karriere med masser af spændende historier om det, der foregår i jobbet som politimand.
Royal Run mandag den 20. maj
Kong Frederik inviterede til Royal Run over hele landet. Kongen startede i Fredericia og Kongeskibet kastede anker ud for Østerstrand. Frederik blev sejlet ind til Cirkelbroen, hvor rigtig mange mennesker tog imod ham. Herefter satte Kongen Royal Run i gang med et one mile løb omkring Fredericias Volde. Han gennemførte selv løbet sammen med soldater fra Ryes kasserne, før han drog videre til Århus og København.
Både 10 og 5 km. ruterne gik ned over J.B. Nielsens Plads og op gennem Gothersgade Syd – forbi Fredericia Brewpub. Vejret var perfekt – måske lige en tand for varmt og solrigt til at løbe – men ideel til at nyde en øl og klappe af de mange løbere. Det med øllet benyttede rigtig mange sig af, så det blev en travl dag på pubben med rigtig mange glade mennesker og en fantastisk stemning.
Marked på Erritsø Butikstorv lørdag den 25. maj
Fredericia Brewpub var repræsenteret på Erritsø Butikstorv, hvor det traditionelle pinsemarked var flyttet en uge væk fra pinsen. Der har altid været en god opbakning til markedet og i år var ingen undtagelse. Brewpubben solgte Golden Ale og den helt nye Lakridsøl på fad.
Bogreception lørdag den 25. maj
Så kunne vi føje endnu en ny Brewpub aktivitet på listen. Pia Berg og Jørn Limann havde inviteret til en bogreception i anledning af, at deres bog om München blev frigivet. Ca. 50 gæster – mange i traditionelle dragter fra det Sydtyske – fyldte godt op i Brewpubben. I dagens anledning var der Kellerbier fra Ayinger på hanen.
...og meget apropos - så blev billetterne til årets Oktoberfest sat til salg i slutningen af maj måned...
Juni 2024
Kommende øl fra Bryglauget
Batch 120: Brovad Kølsch, brygget 15. juni
Kølsch er en opskrift, der minder om en pilsner men brygget varmt og med en ale gær.
Kølsch stammer fra Køln, hvor øllet serveres i små cylinderformede glas på beværtningerne.
Brygget af Bent Lyager, Søren Smolarz og Gert Jeilsø.
Batch 121: Lillebælt Old Ale, brygget 22. Juni
Den mest bryggede øl på Brewpubben. En mørk engelsk øl med forbillede fra Old Peculier.
Vi har denne gang ændret lidt i opskriften og synes selv, at den har fået et nøk opad i kvaliteten, så ændringerne føjes ind i vores opskrift fremover.
Serveres som cask.
Brygget af Leif, Benny & Alex.
Øltræf 1. juni
Øltræffet blev afviklet i godt vejr og med mange besøgende. Der blev sat rekord i antal solgte poletter og selv om Øltræffet er en lillebror til Øllets Dag i Fredericia, så var arrangørerne godt tilfredse med dagen. Prisen på poletterne var steget idet vi må erkende, at bryggerierne står i en situation, hvor de har svært ved at tilbyde billig/gratis øl til de efterhånden mange øl festivaler, der afvikles i løbet af året. Så som noget nyt oplevede vi, at bryggerierne ikke i samme grad har kræfter til at stille personligt op til festivalen og vi blev bedt om at betale for de øl, der skulle med på festivalen.
Artikel i Fredericia Dagblad
Fredericia Dagblad (16. juni 2024)
Fredericia Dagblad på besøg den 25. juni med 25 gæster
Fredericia Dagblad inviterede 25 af deres læsere til en tur rundt i byen, for at “smage på byen”. Efter en overdådig anretning hos Gelato di Natura, fik deltagerne proppet maverne hos Kims Køkken inden turen gik til Fredericia Brewpub, hvor Marie serverede et glas Golden Ale. Der var kun afsat en halv time hvert sted (inkl. gåturen mellem stederne), så vi blev enige om, at der kun var plads til en enkelt smagsprøve. Sidste stop på turen var hos Kacho, der stod for desserten.
Fredericia Dagblad (26. juni 2024)
Bøsser, bajere & banko den 29. juni
Lørdag eftermiddag den 29. Juni havde foreningen Diversity Pop Up arrangeret ”Bøsser, Bajere og Banko” i Brewpubben. Det blev en fest, hvor der var pyntet godt op og deltagerne havde en fornøjelig dag med banko og underholdning med en drag queen.
Juli 2024
Kommende øl fra Bryglauget
Batch 122: Loweswater Gold, brygget 3. juli
Når man møder en fantastisk øl, kan man som håndbrygger godt få lyst til at brygge noget, der ligner.
Loweswater Gold er sådan en øl. Smagt på utallige ture til Lake District og den smager fantastisk som cask.
En let, lys golden ale med friske tropiske frugter fra humlen.
Øllet var forud for sin tid, da det blev lanceret for knap 20 år siden.
I dag stikker Loweswater Gold stadig op i landskabet af lyse real cask ales, når man er på besøg i England.
Men opskriften er svær at ramme. På trods af utallige forsøg er jeg ikke tæt på.
Måske denne gang, hvor jeg har brugt en hel del pilsner malt og meget lidt ale malt.
Brygget af Benny & Alex.
Batch 123: Märzen, brygget 13. Juli
Den klassiske tyske øl, der brygges til Oktoberfest.
Brygget af Lene & Peter Lorentzen.
Batch 124: Ejbys Eg & Port(er), brygget 19. Juli
Thomas Ejbys opskrift på en baltisk porter med portvin, der har lagret i egetræsspåner
Brygget af Thomas Ejby, Benny & Leif
5./6. juli
I år var der ikke brygget en decideret 6. juli øl. Men vi har en tradition, hvor soldater i uniform kan få en gratis øl serveret i forbindelse med 5./6. juli festen. For at gøre det let for os selv, skrev vi på tavlen, at årets 6. juli øl var en friskbrygget SMaSH øl. Så var ingen bag baren i tvivl om, hvad der skulle serveres til soldaterne.
August 2024
Sommerferien er overstået
Sommeren har som sædvanlig været en lidt underlig størrelse på Fredericia Brewpub.
Omsætningen har været ca. 80.000 kr. lavere, sammenlignet med sidste år.
De sidste par uger har dog været mere ”normale” – og mon ikke vi får indhentet det forsømte her i efteråret?
Den stille periode giver også plads til at udvikle forretningsideer, så i løbet af efteråret vil der dukke nogle spændende nye ting op i Brewpubben.
Der er bl.a. planer om at tilbyde tema smagebrætter, foredragsaftener og smagninger.
Kommende øl fra Bryglauget
Lad mig starte med en øl, der blev annonceret i sidste nyhedsmail, men som ikke når frem til hanerne. Der skete nemlig det, som enhver brygger frygter over alt på jorden. 200 liter god øl blev blæst ud af en gærtank på grund af en uopmærksom handling. Ved sidste vedligeholdelsesdag skulle Lene og Peters Märzen øl have tappet gærrester ud fra bunden af gærtanken. Undervejs blev der åbnet for en forkert bolt og i løbet af 20 sekunder var tryktanken tømt ud på gulvet og op af væggene - og Herberts nypudsede vinduer! Der var ikke andet at gøre end skynde sig at få taget et billede af situationen – og sørge for at lede øllet mod kloakken. Vi skal lære af vores fejl, så nu er boltene skiftet ud, så der skal værktøj til at løsne dem fremover... Undskyld Lene og Peter (de har besluttet, at de prøver at brygge den igen i september måned).
Batch 125-126: Rahbek’s Fad, brygget 3. og 10. august
Rahbek’s Fad er en mørk belgisk quadrupel med saft og kraft til at kunne holde til et år i træfad.
Øllet er hældt på Glengoyne træfadet, der står i Brewpubbens indgang.
Brygget af Leif, Benny & Alex.
Batch 127: Østerstrand NEIPA, brygget 31. august
New England IPA er en svær stilart at mestre.
Derfor køber vi normalt øllet fra de bryggerier, der mestrer kunsten at bruge masser af humle meget sent i processen.
Men håndbryggeren Peter Møller har tidligere forsøgt sig med netop denne øl på Brewpubbens anlæg.
Nu gør han et nyt forsøg og han har tilføjet mere humle til øllet denne gang.
Brygget af Peter Møller & Det Umage Par.
Brewpubben har haft besøg af sydafrikanske videobloggere
Jeg (Alex) slapper ofte af ved at se videobloggere rejse rundt i verden. Jeg følger bl.a. hollandske Noraly, der viser verden frem fra sin motorcykel og skotske Steve, der udforsker alle egne af storbritannien og lidt af Europa. Og jeg følger et sydafrikansk par, der kører Europa tyndt med deres gamle autocamper. Hvert år er André og Lisa i Danmark, fordi de elsker den danske sommer. For nylig var de tæt på Fredericia og på vej til Fyn, så jeg skyndte mig at skrive på deres blog, at jeg gav en øl, hvis deres vej faldt omkring Fredericia. Pludselig dukkede de op. Har du lyst til at se deres video fra Fredericia, så klik på videoen – eller linket herunder :)
Rekord til Spis Sammen i august måned
Efter en stille sommerperiode fik vi pludselig fuldt hus til efterårets første Spis Sammen arrangement. Menuen stod på hakkebøffer og det var populært. 108 tilmeldte var det absolut maksimale, hvis alle skal have en god oplevelse. I september måned står menuen på schnitzel – og det skal også nok blive udsolgt :)
September 2024
Kommende øl fra Bryglauget
Batch 128: Märzen, brygget 14. september af Lene & Peter
Denne märzen er mere humlet end stilarten foreskriver, så vi ender måske med en hybrid mellem märzen og IPA.
Spændende at smage slutresultatet.
Batch 129: Dobbelbock, brygget 21. september af Det Umage Par
Den mørke tid nærmer sig og dermed også de lidt mørkere øltyper.
Her leverer tyskerne en uovertruffen stilart – dobbelbock.
Den er typisk mørk og lidt kraftigere end bocken. Fokus er på maltsmagen og sødme fra malten.
Batch 130: Erritsø Best Bitter, brygget 26. september af Leif & Benny
Efter en pause på et par år vender denne dejlige stilart tilbage på håndpumpen.
Erritsø Best Bitter er en mild og let humlet, amberfarvet øl.
Øllets Dag lørdag den 7. september
Vejret var supergodt og Danske Ølentusiaster i Fredericia havde som sædvanligt sørget for masser af godt øl i forbindelse med Øllets Dag.
Arrangementet i Fredericia er et af de største i hele landet og efterhånden har mange ølglade mennesker fra hele landet fundet ud af, at Fredericia er et besøg værd denne dag.
Brewpubben sørgede for morgenmad til ca. 100 frivillige hjælpere og deltagere fra bryggerierne.
Der er ingen tvivl om, at arrangementet satte ny publikumsrekord.
På pubben frigav vi en øl med navnet RAHBEK’s FAD. Det er en belgisk mørk kraftig øl på 12,3 %. Øllet har været fadlagret i whiskytønden, der har stået i Pubbens indgang i ca. 10 måneder. Frigivelsen var vældig populær, bl.a. fordi det var (og stadigvæk er) muligt, at købe et sæt med en whisky og øllet, lagret på samme træfad.
Flere har spurgt, hvor navnet Rahbek’s Fad stammer fra. Det er en længere historie...
I Belgien findes et bryggeri (Struisse), der brygger en mørk kraftig øl, som de kalder Pannepot – med undertitlen Old Fishermans Ale efter nogle lokale fiskere.
I Danmark var der en brygger (Erik Nielsen), der i 2009/2010 bryggede sin egen version af Old Fishermans Ale – med snus og blæretang.
Han kaldte øllet Ruff Snuff.
Den blev kåret som årets danske ølnyhed af Ølentusiasterne i 2010 og 3 uger senere blev den forbudt i Danmark, fordi der var snus i øllet.
På Brewpubben har vi flere gange brygget en øl, som dels er inspireret af Old Fishermans Ale og Ruff Snuff.
Det var den øl, som vi hældte på fadet i 2023 og for at hylde den hæderkronede Rahbek’s Fisk, valgte vi at kalde øllet Rahbek’s Fad.
Fadet relaterer sig både til et fiskefad og til det træfad, vi har lagret øllet på. Så derfor fik den navnet Rahbek’s Fad.
Ja, jeg sagde jo, at det var en længere historie :)
Efterårsfest på pubben lørdag den 21. september
Vi har en fantastisk tradition, når Jens, Jan & Kurt arrangerer forårsfest og efterårsfest på Pubben. Denne gang var der igen en fantastisk stemning, da de 3 herrer havde inviteret Bamse Madsen på besøg. Der blev serveret flæskesteg og dansegulvet blev hurtigt fyldt op. Udenfor sad der også en del mennesker og nød det dejlige musik. Herfra skal lyde en kæmpe tak til Kurt, Jan & Jens for den gode støtte til Pubben.
Oktoberfest lørdag den 28. september
Oktoberfest i Gothersgade Syd. Ja, hvorfor ikke?
Eva Mair’s, Brian Lykkegaard og Alex fra Pubben fik ideen og sammen med Marie og Mimi blev der lagt planer til den store guldmedalje.
Intet kan gå galt, for Brian har prøvet kræfter med Oktoberfest før og Eva har erfaringen med fra Munchen. :)
“Vi kan sagtens sælge 600 billetter” og “Gæsterne drikker mindst 3 liter øl i gennemsnit” var et par af de ting, som vi planlagde efter.
For at udnytte prisen på et stort telt, valgte vi at afvikle 2 x Oktoberfest. Første hold skulle starte kl. 11 og dem skulle vi helst have smidt ud af teltet kl. 16, så vi var klar til et nyt hold kl. 17. Musikken og øllet blev booket og billetsalget sat i gang.
Det var bare lige som om, at igen gad tage til Oktoberfest lørdag kl. 11. Der blev ikke solgt ret mange billetter, så 2 – 3 uger før festen valgte vi at trække i nødbremsen.
Formidagsarrangementet blev aflyst og vi satsede på udsolgt om aftenen i stedet. Det lykkedes heldigvis. Så kunne vi næsten få regnskabet til at gå lige op.
Lørdag eftermidag væltede det ind med festglade mennesker. Mange var klædt ud i passende tyrolertøj og en del var også blevet pyntet indvortes – enkelte endda så godt, at de slet ikke nåede til aftensmaden.
Teltet var meget langt og meget smalt – men det var, hvad der var plads til i Gothersgade. Musikken blev leveret af Bier Hunters fra København. Det 6 mand store orkester blev pakket ned for enden af teltet og det var kun de mest ihærdige, der nåede helt frem til scenen. I et lille hjørne blev DJ’en Palle stuvet ind. Otto toastmaster hankede op i publikum og alle på scenen gjorde sit til, at der var fest og glæde i teltet.
Nede bagved blev der serveret helstegt pattegris og skænket fadøl til den store guldmedalje. Flere folk rendte i pendulfart, for at holde glas rene til gæsterne og fadølsanlæggene kørte nonstop, for at fylde de store halv- og hel liters krus med rigtig lækker Kirtabier fra Ayinger bryggeriet, der ligger lige syd for Munchen.
Der var en dejlig stemning og folk hyggede sig. Kl. 22:30 lukkede vi festen ned og gæsterne fortsatte ud i nattelivet eller gik hjem. De havde fået nok – men 3 liter øl i gennemsnit blev der nu ikke drukket, så du kan regne med, at den fantastiske øl kan nydes på Pubben et stykke tid endnu. Du finder den på hane 10 :)
Fredericia Dagblad (29. sep. 2024)
Oktober 2024
Vi samler på glade kunder
Oktober, november og december er travle måneder i Fredericia Brewpub. Vi trækker mange veksler på vores frivillige hjælpere og vi er dybt taknemmelige for alt det, de gør for os. Uden dem er der ikke nogen Brewpub. Vi nyder godt af glade gæster, der udviser stor tålmodighed, hvis der er lidt travlt i baren. Vi taler næsten dagligt om, hvor dejligt det er, når vi ser de glade ansigter, som sidder på toppen af vores kunder. Det betyder SÅ meget for os.
I løbet af Brewpubbens 5 år har der været mindre end en håndfuld kunder, der ikke synes, at vi har gjort det godt nok – og det fylder selvfølgelig, for vi vil rigtig gerne have, at alle er tilfredse. Der er et gammelt ordsprog, der siger: ”der skal 10 gode oplevelser til at opveje en dårlig” – og det kan vi godt skrive under på. Vi forsøger altid at gøre det så godt som muligt – men nogle gange går det alligevel galt. Hør bare her :)
I sommers afholdt en forening et arrangement med titlen ”bøsser, bajere og banko” i Brewpubben. Det affødte en dårlig anmeldelse (og en diskriminerende kommentar til LGBTQ miljøet) fra en anonym bruger på et af de sociale medier. Vi forsøgte at komme i dialog med brugeren, for at høre, om vedkommende havde været med til arrangementet – ellers var det ikke fair, at anmelde det. Men vi hørte aldrig fra brugeren, der åbenbart havde det bedst med at forblive anonym.
Men det gør ekstra ondt, hvis en gæst behandler vores frivillige hjælpere urimeligt. Vi forsøger altid at klare tingene i mindelighed ud fra devisen om, at kunden (næsten) altid har ret. For nylig havde vi en episode med en kunde – eller tidligere kunde (hun har meddelt, at hun aldrig sætter sine ben hos os mere). Den korte version af historien er, at hun måtte melde fra til et arrangement med spisning på Brewpubben. Da hun ikke kunne deltage, ville hun gerne have lov til at hente den mad, hun havde betalt for. Det var der ikke noget til hinder for. Men hun forventede, at hun kunne få lov til at tage maden fra buffet’en før alle andre (så mente hun, at det kunne foregå diskret). Vi havde svært ved at se det rimelige i det og så tændte hun helt af i en række SMS’er. Heldigvis var indholdet i SMS’erne så langt ude, at vi havde ondt af hende.
Lad os slutte af med en historie fra den spæde start, hvor kunden havde ret og vi måtte erkende, at vi ikke behandlede kunden korrekt. Han kom ind med en pose tomme flasker og dåser, som han gerne ville have vekslet til nye øl. Vi bad ham om at aflevere de tomme flasker/dåser i Føtex, men han mente, at vi er forpligtet til at tage imod tom emballage, når vi sælger øl på ud af huset. Vi fastholdt at vi ikke skulle tage imod tom emballage og manden forlod arrigt Brewpubben (i øvrigt uden posen). Bagefter undersøgte vi reglerne hos Dansk Returpant System – og det viste sig, at kunden havde ret. Det gjorde lidt ondt at erfare, at vi havde taget fejl. Lige siden har vi ønsket, at vi kunne hente manden tilbage og give ham en undskyldning.
Man kan vælge at konkludere, at hvis vi kun har haft 3 dårlige oplevelser i løbet af Brewpubbens første 5 år, så er det på godt jysk meget godt. De 3 historier viser os også, at uanset hvor meget vi gør, så kan vi ikke altid gøre alle tilfredse. Vi kan godt være uenig om tingene, men vi kommer langt, ved at holde en god tone og behandle hinanden ordentligt.
Kommende øl fra Bryglauget
Batch 132: West Coast IPA, brygget 12. oktober af Det Umage Par
Batch 133: Atlantic Pale Ale, brygget 19. oktober af Brian Ottens & Alex
Batch 134: Sanddal Baltic Porter, brygget 26. oktober af Lene, Peter & Alex
Lanceres i forbindelse med Baltic Porter Day den 18. januar 2025.
Lyserød Lørdag med musik af Skavank den 5. oktober
Knap 70 gæster valgte at støtte Kræftens Bekæmpelse og de fik en fornøjelig aften med gode schnitzler fra Hos Chili og musik fra det lokale band Skavank, der leverede masser af dansevenlig musik. Takket være gæsterne kunne Brewpubben efterfølgende donere 8.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse.
November 2024
December 2024
Videre til 2025