Historien om Fredericia Brewpub / 2023
Indholdsfortegnelse
Januar 2023
Februar 2023
Marts 2023
April 2023
Maj 2023
Juni 2023
Juli 2023
August 2023
September 2023
Oktober 2023
November 2023
December 2023
Januar 2023
Nyt gulv
I ugen efter jul begyndte vi så småt at gøre klar til nyt gulv.
Gulvtæpperne i Maries Stue og i kontoret blev fjernet og rigtig meget “løsøre” blev flyttet i kælderen.
Den 2. januar gik vi for alvor i gang med at få lagt nyt gulv. Der var heldigvis mange, der gerne ville hjælpe med f.eks. at flytte vores møbler og brygudstyr. Flere gange mødte 12-15 hjælpere ind, når håndværkerne bad os flytte møblementet. Med så mange hjælpere, tog det ca. 1 time, at flytte alle møbler og brygudstyret. Både håndværkerne og vi selv var meget imponeret over hjælpsomheden.
Vi holdt åben hver fredag i perioden, hvor håndværkerne huserede. Det væltede ind med gæster, selv om der ikke var borde og stole til dem. Sikke en opbakning! Og folk så ud til at hygge sig. Nogle fiskede en stol frem fra bunken og andre fandt et rullebord til at stille glasset på.
Tirsdag den 24. januar holdt vi en lille hjælperfest for alle, der havde hjulpet undervejs. Alex sørgede for shabu-shabu til forret og Marie leverede svinekæber til hovedret.
Onsdag den 25. januar åbnede brewpubben for alvor igen med et udsolgt spis sammen arrangement, hvor menuen stod på ølbraisseret oksekød.
Lidt billeder fra ombygningen:
Februar 2023
Crowdfunder dag 1 den 25. februar
I januar blev der lagt nyt gulv i pubben og bryggeriet. Gulvet var i høj grad finansieret af Brewpubbens kunder.
Som tak inviterede Brewpubben til crowdfunder dag lørdag den 25. februar.
Ca. 90 crowdfundere takkede ja til en dag med (gratis) mad og fadøl.
Bryggeriet var til dagen omdannet til et anretterkøkken, hvor Marie med gode hjælpere anrettede platter til gæsterne, efterhånden som de indfandt sig.
På ølhanerne var der gratis pilsner, schwartzbier, hvedeøl og stout til de glade crowdfundere. Der blev i alt langet ca. 120 liter fadøl over disken og det virkede til, at alle var tilfredse med både mad og øl.
Marts 2023
Beerbattle med Jørgen (Kvickly) og Henrik (Beershoppen)
Vi skulle have afgjort hvem der er den bedste ølhandler i Trekantsområdet (selvfølgelig bortset fra Brewpubben :) ). Jørgen Henriksen fra Kvickly i Middelfart og Henrik Feldthaus fra Beershoppen i Kolding havde allerede afviklet 2 finalerunder med en sejr til hver side. Finalen blev derfor afviklet på neutral grund i Fredericia lørdag den 4. marts.
De 65 gæster startede med lækkert smørrebrød fra Kahytten og en fadøl, før Jørgen og Henrik kastede sig ud i en dyst på 5 runder. I hver runde præsenterede de skiftevis en dansk og en udenlandsk øl inden for den stilart, de havde aftalt.
Jørgen var mest ude med riven, når det handlede om at svine modparten verbalt til. Henrik havde sin mere stille stil. Men godt øl kunne de sagtens finde ud af at servere begge to.
Henrik kom foran 2-0 og så måtte Jørgen lige fortælle, at hvis det blev 3-0, så var finalen reelt afgjort – og dermed ikke mere øl. Sådan en trussel kunne dommerne ikke sidde overhørig, så de skyndte sig at stemme på Jørgen (uanset hvad han serverede af øl). Det blev 2-2, så det hele skulle afgøres i sidste runde. Her klarede Jørgen sig bedst, så han løb med sejren. Det var en fornøjelig Beerbattle og der er ingen tvivl om, at de 2 kamphaner er gode venner og hjælper hinanden meget i dagligdagen.
Mange gæster blev hængende efter smagningen – og det blev en af de lørdage, hvor Brewpubben ikke lige lukkede kl. 22 :)
Beerbattle optaget af Camille Engsig Jensen (4. mar. 2023)
Ølentusiasten (juli/august 2023)
Crowdfunder dag 2 / koncert med Paul Eastham
Lørdag den 25. marts blev det tid til at holde fest for 2. del af crowdfunderne, der havde hjulpet Brewpubben med nyt gulv.
Marie sørgede for en lækker tapas tallerken til crowdfunderne og efterfølgende var der god kaffe og ølkage til alle gæsterne.
Samme dag havde vi atter besøg af Paul Eastham fra det skotske band Coast. Det er 3. gang, at Paul besøger Brewpubben og han leverede endnu en gang en fantastisk koncert med mange sange, som alle kunne synge med på.
April 2023
Forårsfest med forloren hare og 80/90’er musik 15. april 2023
Jens, Jan & Kurt har været på spil igen og arrangerede årets forårsfest i Brewpubben. Som sædvanlig var der udsolgt til en festlig aften med lækker mad (forloren hare) og musikalsk underholdning af Monika og Nikolaj. De spillede kendte numre fra den danske og internationale sangskat og der blev skrålet med til bl.a. ”Se Venedig og dø”. Festligt!
Whiskysmagning den 20. april 2023
Jan Refsing, der er flittig gæst som medbrygger i Fredericia Brewpub, har også en passion for whisky. Torsdag den 20. april havde 31 tilmeldt sig en eksklusiv smagning af de ædle dråber. Vi startede med at få serveret en sandwich med schnitzel fra Mair’s og et krus øl, før Jan lagde fra land og præsenterede 7 spændende private casks. Jan er en god fortæller og hans viden om emnet er stort. Det blev en fornøjelig aften, bl.a. fordi stort set alle whiskyerne var ufortyndede – dvs. cask strength.
Spis sammen den 26. april 2023
Der var tilmeldt 70 deltagere til månedens spis sammen. Dermed var der en anelse mere plads til alle. Menuen stod på nakkefilet stegt som vildt. Det er en fantastisk aften, som vi alle sætter stor pris på.
Maj 2023
Tequila smagning den 13. maj 2023
34 havde tilmeldt sig vores tequila arrangement, som blev afholdt en lørdag eftermiddag.
Vi startede med at fylde maverne med mexicansk mad fra Urbania. Folkene bag tequila.dk stod for foredraget om tequila og meszal (der er ”forfaderen” til tequila).
Selve foredraget var en anelse tørt og meget faktabaseret. Men de serverede tequilaer levede op til forventningerne. Tiden må vise, om der var flere, der fik øjnene op for denne gode drik.
Juni 2023
Øltræf 2023
Første lørdag i juni var der traditionen tro Øltræf i Gothersgade Syd og igen var vejret med os – og igen lagde et krydstogtskib til kajs, så Øltræffet kunne få besøg af en del udenlandske gæster også. Der blev solgt knap 400 sæt poletter, hvilket var en anelse færre end 2022. På trods af det, er vi yderst tilfredse med arrangementet. Tusind tak til alle, der hjalp til med arrangementet!
Fyraftensmøde for RIGTIGE mænd
Osteoporoseforeningen havde inviteret til fyraftens møde med fokus på DET GODE LIV den 7. juni 2023.
Simon Simonsen, som er fysioterapeut ved Vejle Rygklinik, holdt et spændende og humørfyldt indlæg til de 35 deltagere om, hvordan vi som mænd lever et godt liv og bevarer vores gode fysik og helbred.
Bagefter holdt Brewpubben en ølsmagning, for øl er også en del af det gode liv :)
Carolus smagning (fra Het Anker)
Vi havde fornemt besøg af Koen van der Berg, Het Ankers eksport manager, den 22. Juni 2023.
Brewpubben havde fyldt kælderen godt op med fadøl fra bryggeriet og Koen havde hele 14 forskellige øl at vælge imellem. Han lagde vægt på de lyse øltyper og præsenterede i løbet af aftenen hele 6 forskellige lyse og 2 mørke øl fra Het Anker.
Maden, der var leveret af Nordic Food, fik mange roser med på vejen. Flere deltagere udtalte, at det var lige før maden overskyggede øllet - men øllet var jo også kendt af de fleste af de i alt 80 deltagere.
Blandt deltagerne fandt vi bl.a. Poul Erik og Lars Amby fra Klosterbryggeriet, der importerer Het Ankers øl til Danmark. Lars fortalte historien om Het Ankers påskeøl (Carolus Easter) - en opskrift som Lars står bag. Påskeøllet sælges kun i Danmark og på pubben har vi flere gange set gæster fra Belgien, der så mærkelige ud i hovederne, når de så Carolus Easter.
Tour de Biere på besøg
Tour de Biere er et cykelhold, der en uge hvert år cykler rundt i Danmark og besøger diverse bryggerier og ølsteder. Hver dag cykler de ca. 100 km. og undervejs besøger de 3 – 4 vandingshuller.
Et par lokale deltagere fra Tour de Biere holdet har de seneste 3 år brygget en lækker øl til holdet, så de ikke skulle tørste på deres tur rundt i fædrelandet. Øllet er brygget på Fredericia Brewpub.
I år var turen henlagt til det sydlige Jylland med en afstikker til Fyn. Holdet besøgte Fredericia Brewpub fredag den 30. Juni og fik serveret aftensmad på pubben. Bagefter myldrede alle 35 deltagere ind i bryggeriet, hvor de sang og skrålede til stor morskab for os alle.
For en gang skyld måtte vi konstatere, at freden igen sænkede sig over pubben, da de efter et par timer cyklede videre til deres overnatningssted i Fredericia.
5./6. juli øllet
I år havde vi besøg af Bjarke og Per, som mange kan huske for deres gode øl fra Frederiksodde Håndbryggerlaug.
Bjarke og Per bryggede deres oprindelige 6. juli ale og den blev sat på hanerne den 5. juli. Den var yderst populær og var hurtig udsolgt.
Vi havde også brygget et enkelt batch af 6. juli øllet fra 2022. Den er der også mange, der holder af.
Traditionen tro gav pubben gratis øl til alle soldater i uniform den 5./6. juli. Det var en ordning, som vi startede med sidste år. Og rygtet var spredt, for vi havde en del soldater på besøg. Deres flotte uniformer pynter op i pubben og gør dagen ekstra festlig for os.
Juli 2023
Fredericia Beer Walk – pubcrawl på en ny måde
Den 19. juli åbnede vi for salget af Fredericia Beer Walk, så nu kan du gå din egen pubcrawl i Fredericia – og besøge byens bedste vandingshuller.
For 150 kr. køber du et 15 cl. ølglas og et bykort med en kort introduktion til de ølsteder, der er med i Fredericia Beer Walk. Hvert sted kan du smage en enkelt øl. Du bestemmer selv tempoet og du behøver ikke besøge alle ølstederne samme dag.
Du kan besøge Sidesporet (over for banegården), Den Engelske, Fredericia Brewpub, Mair’s, Urbania og Mums.
Vi håber, at Fredericia Beer Walk på sigt bliver udvidet med flere gode ølsteder i byen.
Fredericia Beer Walk er en oplagt ide til at gå på pubcrawl i Fredericia – enten alene eller sammen med venner/familie.
Det er en super gaveide til den, der har alt :)
Fredericia Dagblad (25. juli 2023)
Fredericia Dagblad (10. aug. 2023)
August 2023
Fredericia Brewpub gav underskud i 2022
I Fredericia Dagblad kunne man i starten af juli måned læse: “Panorama-biograferne fik underskud - det samme gjorde Fredericia Brewpub”. I teksten stod: “Overskuddet i Fredericia Brewpub ApS blev sidste år vendt til et minus. Det fremgår af den friske årsrapport for 2022. Resultatet gik tilbage fra 49.573 til -56.062 kroner før skat. Ud af virksomhedens seneste tre regnskabsår er det nyeste regnskab det dårligste.”.
Fredericia Dagblad (9. juli 2023)
Alex uddyber:
Vi er selvfølgelig kede af, at resultatet er negativt, men jeg har ikke et billede af, at det står så skidt til med økonomien. Resultatet før afskrivninger var et plus på ca. 50.000 kr. Afskrivningerne var sidste år på ca. 100.000. Dertil kommer, at vi har haft en del investeringer i 2022 (bl.a. en yderst tiltrængt glas opvasker). Og sidst, men ikke mindst, har vi valgt at speede tilbagebetalingen af vores gæld op, så pubben hurtigst muligt kan blive gældfri.
Hvad så med 2023, vil nogen naturligt spørge? Jeg kan ikke garantere, at vi får et kæmpe overskud, for ud over, at vi selvfølgelig sørger for, at der er penge på kontoen til dagligdagen, så foretager vi stadig nødvendige investeringer (når der er penge til det) og er der noget til overs, afdrager vi fortsat ekstraordinært på gælden. Men set fra min stol, fejler Brewpubbens økonomi ikke noget. Det værste, der er sket med 2022 regnskabet er, at vi ikke kommer til at betale selskabsskat
Fredericia Dagblad (15. juli 2023)
Besøg af krydstogtskibe
I august havde Fredericia besøg af hele 3 krydstogtskibe. 2 søndage i træk anløb Disney Dream med ca. 3.500 gæster ombord. Fredericia Brewpub valgte at holde åben begge søndage og det var et par fornøjelige dage med mange turister på pubben.
Udenfor var der god musik fra de glade gademusikanter Jumpin’ Jacks :)
Ølsmagning med Eliška
Tirsdag den 29. August havde Fredericia Brewpub besøg af Eliška fra Haderslev, der præsenterede en række tjekkiske øl, bl.a. pubbens nye faste pilsner Rohozec 12. Der var tilmeldt 22 til smagningen, så det var et lille hyggeligt selskab, der nød godt af Eliškas foredrag.
Spis sammen
Onsdag den 30. August startede sæsonen for spis sammen atter op med udsolgt hus (80 gæster). Menuen stod på karbonader.
September 2023
Strik & Drik startede 7. september 2023
Som et nyt tiltag i samarbejde med Lene fra VegaGarn og Marie fra Fredericia Brewpub, startede vi en ny tradition. Arrangørerne startede stille og roligt med at udbyde 20 pladser i Maries Stue. Det skulle hurtigt vise sig, at det slet ikke var nok. Så allerede efter det første arrangement, flyttede Strik & Drik fra første torsdag i hver måned til sidste mandag i måneden. Deltagerne betaler 60 kr. og ud over snak og strikketøj, serveres 2 små øl og kaffe/the ad libitum.
Den 25. september var der atter indbudt til en omgang Strik & Drik. Denne gang deltog 52 og i de efterfølgende måneder var antallet over 100.
Lillebælt old ale på håndpumpe
Normalt skriver vi ikke, hver gang vi skifter øl på hanerne, for det sker jo hele tiden. Alligevel er der grund til at reklamere lidt for den øl, der pt. sidder på håndpumpen (real cask ale). Det bliver måske lidt nørdet - men vi brænder for real cask ale på Fredericia Brewpub :)
Hvad er real cask ale?
På traditionelle engelsk pubs står øllet i kælderen og herfra pumpes øllet op via en manuel håndpumpe. Øllet er mere fladt end du normalt kender det. Til gengæld føles øllet mere cremet. Det serveres også ved en varmere temperatur, nærmere bestemt omkring 11-13 grader (hvor fadøl serveres ved 4-6 grader). Temperaturen giver øllet mere smag.
På Fredericia Brewpub står øllet også i kælderen og pumpes op via håndpumpen.
Selve produktionen af real cask ale sker efter faste traditionsbundne rammer. Ifølge disse må der ikke tilsættes CO2 til øllet. Der må kun være CO2, som øllet selv producerer i forbindelse med gæringen.
Normalt tilsættes CO2, for at skubbe øllet op i fadølshanerne. Det må man ikke med real cask ale. Det er derfor, der bruges et manuelt håndtag til at trække øllet op med. Ulempen ved real cask ale er, at der tilføjes almindelig luft til fustagerne, når øllet skænkes. Luft er ikke godt for øllet og det bliver udrikkeligt (surt) i løbet af få dage.
På Fredericia Brewpub har vi forfinet metoden omkring real cask ale. Vi overvejer faktisk at sælge ideen til englænderne :) Øllet tappes på fustager og eftergærer, som det skal ifølge reglerne. Men øllet er placeret i en pose i fustagen. Når øllet trækkes op via håndpumpen, fyldes fustagen med luft uden på posen, så der ikke kommer luft til øllet. Dermed kan øllet bevare sin smag i lang tid og skal altså ikke drikkes i løbet af 1-2 dage.
Det var en lang historie om real cask ale – men hvorfor er den aktuelle Lillebælt old ale så speciel?
Hvis old ale skal brygges helt efter de trationelle engelske forskrifter, blandes nyt og gammelt øl. Et par af vores gæve håndbryggere (Leif og Benny) har arbejdet en del med fadlagret øl og det var oplagt, at få dem til fadlagre en portion Lillebælt old ale, som vi efterfølgende har blandet med en frisk brygget version. Så nu har du chancen for at smage en ægte old ale, serveret som real cask ale.
Vi er meget tilfredse med smagen. Øllet har en anelse højere alkoholprocent i forhold til, hvad der er normalt for engelsk øl, men det – sammen med lagringen på træfad - er blot med at give øllet mere dybde.
Brewpubben har fået en unik whiskytønde til at lagre øl på
Leif og Benny får også en finger med i spillet på Brewpubbens næste fadeventyr. Brewpubben har nemlig fået en frisk whiskytønde fra Glengoyne og det har Benny skrevet en flot historie om på Facebook. Jeg håber, at det er OK, at jeg gengiver historien her, for det bliver helt sikkert en unik øl, vi kommer til at præsentere, når øllet er færdiglagret på whiskytønden.
Tirsdag/onsdag (i sidste uge) bryggede Fredericia Brewpub’s håndbryggerlaug en mørk og stærk belgisk øl, som skal lagres på et first fill PX sherry whisky fad fra Glegoyne Distillery, Skotland.
I sidste uge ankom ca. 300 flasker Glengoyne single cask whisky lagret på et Pedro Ximenez Hogshead til Brewpubben. Sammen med flaskerne kom selve whiskyfadet, som havde lagret whiskyen i 11 år i Skotland.
Whiskyen er blevet fordelt til dem, der for 11 år siden købte andele i fadet under navnet “Whisky Friends in Denmark”. Andelshaverne fik det tomme whiskyfad sendt med og fadet blev foræret til de gode håndbryggere på Fredericia Brewpub, der nu kan fylde fadet med godt øl.
Om ca. et års tid eller mere kan vi derfor præsentere et sæt bestående af en meget speciel og lækker maltwhisky sammen med et glas mørk øl, der er lagret på det samme fad som single malt whiskyen.
Der er brygget meget øl, som lagres på whiskyfade – men det her er helt unik, at man både kan præsentere whiskyen og øllet, lagret på det samme fad.
Bonusinfo for nørder :):
Whisky fadet kommer fra Vasyma Toneleria (cooperage) i Cadiz Jerez De La Frontera Spain, lavet af American oak fra Coopers Oak Ohio. Bødkeriet Vasyma er mere eller mindre totalt overtaget af Macallan whisky destillery eller Edrington spiritus gruppen, Glengoyne og Tamdhu whisky destillerier bruger også gode sherry seasoned fade fra Vasyma.
Besøg gerne Fredricia Brewpub og oplev det gode øl, der brygges eller for at klappe sherry fadet og glæde sig til den store premiere i 2024.
Fadet forventes placeret i brewpubben ved indgangen, når det er blevet fyldt med øl. Så er det “nok se – ikke pille”. Eller som min fætter en gang sagde: “Abstinus manus” - som han selv oversatte til “fingrene af fadet!”.
Dronningebesøg, Øllets dag og Streetfood Festival
September har været en travl måned på Brewpubben. 1. september havde Fredericia fornemt besøg af Dronningen. Hun passerede Brewpubben i en åben karet i det flotteste vejr. Brewpubben havde i den anledning inviteret til friskbrygget kaffe fra Fredericia Kafferisteri og varme croissanter fra Kacho. Det var en stor succes.
Øllets Dag
Dagen efter fortsatte det gode vejr, da Ølentusiasterne blæste til Øllets Dag i Gothersgade Syd. Gaden blev fyldt med gæster, der kunne smage utrolig mange forskellige øl. Øllets Dag i Fredericia er et af landets største arrangementer og mange frivillige hjælpere er kaldt ind, for at hjælpe til.
Brewpubben deltog også i gaden med 3 forskellige mørke øl, der blev udsolgt i løbet af dagen.
Efterårsfest 2023
Jan, Kurt og Jens indbød atter til fest på Brewpubben. De 3 gutter står for alt det praktiske og pubben skal bare “sælge noget øl” er ordren. Efterårsfesten, der var udsolgt i løbet af en lille uge, bød på kæmpe hakkebøffer og John Mogensens Lille Bigband leverede super god musik fra den kendte sanger. Det var samme band, der var med til at starte traditionen med en forårs- og en efterårsfest.
Gæsterne er allerede begyndt at plage, for at få rystet en dato ud for forårsfesten i 2024.
Lones røde stol
Lørdag den 30. September modtog vi budskabet om, at en af vores nære venner af Brewpubben, Lone Amdal, var død meget pludseligt.
Lone var et kendt ansigt i pubben med sin lille hund Beauty. Lone var et varmt og åbent menneske, der altid spredte glæde omkring sig med sit gode humør og glade grin. Vi kommer til at savne Lone helt vildt på pubben.
Lone havde en stor og dejlig omgangskreds, som hun satte utrolig meget pris på og de var ikke i tvivl om, at der skulle holdes en højtidelighed efter bisættelsen den 10. oktober.
Rigtig mange mødte op og nød Lones øl Carolus Classic, som hun nyder på billedet (venligst udlånt af Hanne Lebech).
Vennerne var heller ikke i tvivl om, at der skulle købes en stor flot rød ”Lones Stol”, som står for enden af en af bordrækkerne.
Æret være Lones minde
Nyt øl fra Donegal (Irland)
For nogle måneder siden kunne vi berette, at der var øl på vej fra Irland til Fredericia Brewpub. Øllet har været ca. 2 måneder undervejs, men nu er det landet. Øllet kommer fra Kinnegar Brewing, der ligger i byen Letterkenny. Deres øl er ikke tidligere blevet importeret til Danmark, så glæd dig til helt eksklusivt at smage deres porter på 4,8 %, som sniger sig ind på hanerne i dag (sammen med alt juleøllet, som du kan læse mere om længere nede). Senere kommer der flere andre øl fra bryggeriet på hanerne. Det bliver også muligt at smage en del øl fra deres sortiment på dåse - men kun på Brewpubben. Det giver ikke mening, at få de små mængder øl godkendt via Dansk Returpant System, så øllet skal nydes på Brewpubben
Oktober 2023
Lyserød lørdag 7. oktober
For 2. gang arrangerede vi Lyserød Lørdag på pubben sammen med Susan Herlufsen og Pia Brogård. I år havde vi valgt at lave et arrangement for m/k og for at vise, at vi mente det, blev der serveret helstegt pattegris :)
Arrangementet var helt udsolgt. Maden smagte super og alle lodderne til det amerikanske lotteri blev også revet ud af hænderne på Susan og Pia. Efter maden blev der fyret op under DJ Palle, der spillede 80’er musik til den store guldmedalje. Det kunne fylde dansegulvet!
I alt blev der samlet 14.600 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse.
Stepping Stone tap takeover 13. oktober
Daniel fra Stepping Stone besøgte Brewpubben fredag den 13. oktober.
Når man har et traditionelt bryggeri, er det ikke altid så let at få sine kunder i tale og høre, hvad de mener om øllet.
Derfor var det let at se, at Daniel nød at stå i baren for en dag, for at komme tæt på kunderne.
Stepping Stone er et af de nyere danske bryggerier og de høster allerede bred anerkendelse, for deres humlede og frugtagtige øl.
Få dage senere deltager Stepping Stone i en aften i øllets tegn på Ti Trin Ned – i øvrigt sammen med Observatoriet og Bad Seed Brewing.
4 års fødselsdag den 28. oktober
Lørdag den 28. oktober kunne Brewpubben fejre 4 års fødselsdag. Alle dem, der i sin tid indbetalte 1.000 kr. (eller mere) i den oprindelige crowdfunding, var traditionen tro inviteret til fødselsdagsfest. I år havde 40 sagt ja til invitationen. Som noget nyt blev der også solgt billetter til aftenen – for det er jo sjovest, når vi er mange :) Så i alt blev vi 68 deltagere til fødselsdagen, som traditionelt bliver indledt med en fødselsdagstale af Alex.
Marie sørgede for maden – en platte med lækre tapas retter, som deltagerne kunne nyde sammen med øl ad libitum.
November 2023
November har generelt set været både en travl og stille periode. I den første weekend i november blev der sat omsætningsrekord med ØJ-dag torsdag, J-dag fredag og Vennernes julefrokost om lørdagen. I ugen efter var der pub-quiz med absolut rekordtilslutning.
Spis sammen bød på boller i karry. Dette arrangement var helt udsolgt.
December 2023
Ølentusiasternes julefrokost
I forbindelse med Ølentusiasternes julefrokost, holdt Pubben også en lille intern julefrokost. Her er det måske på sin plads at snakke om den mest rædselsfulde julehat. Der var adskillige kandidater til titlen :)
Jule pub quiz
Vores quizmaster Bente Jochumsen har huseret på pubben stort set siden vi åbnede. Bente går meget op i, at finde spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Interessen for Bentes pub quiz er vokset støt og der er stort set altid fyldt op foran baren, når Bente starter quizzen.
Videre til 2024